Første gang vi skulle ud og prøve vores nye båd, ville vi tage over omkring Sejerø, og spise vores frokost. Walther kastede anker, og frokosten skulle rigtig nydes, men pludselig var der kun 3 meter under os, han havde kastet ankeret ud på 6 m vand, noget var galt, så Walther ville lige se efter hvad det var, og opdager at han havde glemt at binde ankeret fast til båden.
Blot en lille sjov ting fra Grenå – En mega stor norsk Prinsessebåd lagde til og ud steg en familie. Alle kom i land godt svedig, men til trods for at der 20 m længere hende var fine bade forhold så stillede nordmanden sig op og tog bad med vand slangen. Da den havde fået turen hele vejen rundt, også nede i bukserne både for og bag med sæbe og det hele, kom en søvndrukken og intet anende ung mand også i land.
Nordmanden, som nu stod og triumferede, over sin stank af renlighed, tog nu den søvnige ungersvend i hoved og røv og smed ham direkte i havnen, og det helt uden at tage hensyn til, at drengen havde sin mobiltelefon med i lommen.
Det synes jeg var rigtig-grimt – gjort. Han råbte da også en hel masse på sit klingende norske.
Mariager Fjord er noget helt særligt og en meget smuk tur, men kan sagtens udvikle sig til noget meget farligt, fordi den første tredjedel er der en afmærket sejlrende som snor sig fra side til side igennem et langt stykke. Jeg havde imidlertid ikke opdaget at den var holdet op med at sno sig, der stod nogle Køer, samt nogle turister på udflugt på den anden side som jeg fejlagtigt sejlede over imod og det skulle jeg aldrig have gjort. —
Dorrit sagde efterfølgende at hun havde sagt at jeg skulle have været lige ud, men en god skipper har et ansvar og følger sine egne valg.
Desværre gav ekkoloddet min kone ret, for pludselig gav den op og vi stod sikkert og godt på sandbunden. Da jeg hurtigt frafaldt tanken om at bede Dorrit om at hoppe i for at skubbe os fri, fandt jeg selvfølgelig selv løsningen. Kiloerne måtte op foran, og da hun for én gangs skyld var mig lydig, lykkedes det mig at få stævnen ud af mod åbent vand og vi kom fri, takket være min snarrådighed.
Og jeg bukkede selvfølgelig pænt under klapsalverne fra land – Sådan.
Angående brusebad og tyskere, så var alt som det plejer, de står tidligt op og overtager derefter fuldstændig hele baderummet og alt andet.
F.eks. måtte jeg for at komme i bad smide mandens sko, strømper, briller m.m. ud, fordi han åbenbart ikke mente, at det var nødvendigt, at rydde kabinen, så andre kunne komme til alt imens han var travlt beskæftiget med at snakke og aftørre ”resterne” og det skulle selvfølgelig gøres udenfor badekabinen.
Han sagde godt nok en hel masse, meget højt, til mig – –
Men hvordan skulle han kunne vide, at jeg ikke var tunghør?
Danskere kan da også være underlige, for lige over for os, kom der en stor sejlbåd ind for fulde sejl, og jeg mente, at nu måtte han da snart se at få hevet storsejlet ned, – hvilket da også skete, men da var han kun ca. 5 meter fra pælene, for indad-gående !! – Da havde jeg allerede stukket fingrene i ørene.
Alligevel kunne jeg ikke undgå at høre braget da han ramte molen og derefter røg næsten 1 meter i vejret og derefter ned igen.
Han grinede usmageligt meget af det dér, og var åbenbart ret så fornøjet over, at båden også kunne holde til det.
Konen som stod stand bay, bag et eller andet, mens hun holdt godt fast, virkede lettere opgivende, men ved godt mod, dog helt uden at deltage i morskaben.
Jeg var henne og kikke da ”skipper” var afmønstret, og da så det ikke ud til, at boldværket kunne holde til ret meget mere af den slags. Stævnen havde også fået sig en ordentlig en på ”kajen”.-
Hvor mange gange træværket havde været udsat for denne behandling vides ikke, men min ”nabo” fortalte, at han da var en ruti-neret sejler, så man må formode, at han havde styr på det hele, – altså i andre sammenhænge.
Kerteminde er værd at besøge, for det er her at tingene sker, og intet ladtes uforsøgt.
Vores båd hedder Giesen som er Walthers kælenavn som barn. Jeg lå en aften i min køje og hørte nogen snakke oppe på broen i Hadsund, hvad Giesen mon betød, der var flere forslag fremme, de blev da enige om, de ville gå hjem og slå det op i en Fransk ordbog, for det måtte da være Fransk.
Lidt gratis underholdning. Sædvanen tro, leveret via en tysk besætning og deres båd, som lagde an til at sejle af sted, troede jeg, men det eneste der skete, var at de lagde sig uden for pælene og drejede rundt om sig selv, først den ene- så den anden vej.Meddelsom som man jo skal være, meddelte jeg Dorrit, som ikke rigtigt var vågnet op efter middagsluren, om hvad der skete.Jeg skal lige sige, at jeg da sagtens kan læse avis og samtidig følge med i alt hvad der sker omkring mig.Så jo mere jeg fortalte om hændelses-forløbet jo mere grinede hun, og når det gælder Dorrit, så kan det kun blive værre og værre. –Hun kan da ikke bare sidde der og grine og grine, og da slet ikke når det kun var mig tyskerne kunne se, så jeg måtte sende hende under dæk.Da hun kom op igen, så det ud til at de (tyskerne) havde fundet ud af hvad de ville, nemlig lægge ind igen.–Desværre kunne de ikke bestemme sig for hvilke sæt pæle de ville satse på at komme ind imellem, og så startede det hele forfra igen, og Dorrit måtte atter en tur under dæk. – Jeg kan kun sige ”Det var frygteligt.”Efter endnu en tur ud og rundt i bassinet lykkedes det – 5 sæt pæle fra os. Jeg meddelte så min viv, at nu var det hele overstået og at hun roligt kunne komme op igen, for nu havde de lagt fortøjningerne – Troede jeg !!Men nej, nej, nej – Og her knækkede ”filmen” helt og aldeles, og jeg aner faktisk ikke, den i dag ikke, om Dorrit gik ned, eller blev oppe. Al tovværk blev endnu engang løsnet, og nu begyndte de så at trække båden sidelæns hen mod os, måske for at se hvilken plads der var bedre end den de oprindelig havde forladt, hvad ved jeg ??Det hele endte med, at de lagde sig lige ved siden af os.Det meddelte jeg Dorrit, som nu havde sat sig på Wc’et – Selvfølgelig af nød. Nu er der atter fuld ro over min kone, hun sover. –
[wds id=”35″]