Sejlerferie 2005.

Sommerturen 2005.

D. 15. juni.

Nu må man ikke tro at Dorrit og jeg  har den helt store erfaring i skibsfartens mysterium selvom vi forinden bådkøbet havde trænet i  vores lille jolle med påhængsmotor på lavt vand i Sejerø-bugten, men ved hjælp af skipperkasket, redningsvest og bestået duelighedsprøve, suppleret med  radioprøven og en god forbindelse opad, stod vi til søs i vores nyerhvervede LM 27 med det gode navn Giesen og begyndte vores danmarkstur stille og roligt med at sejle til Sejerø.

Sejerø havn vil jeg ikke omtale. Hvis man ikke kender den, så kan jeg oplyse, at der går en færge fra Havnsø havn hvis turen i egen båd skulle være for lang.

D. 17. juni, satte vi kursen  mod  Kerteminde   via  diverse waypointer lagt i sikker afstand af  farligheder under havoverfladen.

Dorrit sagde at  båden vippede så hun lagde sig på gulvet under dæk, men det var altså ikke noget særligt, vel også fordi at jeg forstod at lempe skibet igennem bølgerne på en genial måde og  rigtige sømænd ved, at det kan blive meget værre og det fik vi da også beviser på senere på turen.

Alt gik godt og efter små 7 timer viste GPS-en at nu var vi der lige straks. Det var en antagelse eller et håb jeg havde, for hvordan kan man være helt sikker når der ikke er et skilte ved indsejlingen hvorpå der står Kerteminde.

Det her burde være noget bestyrelsen skulle arbejde videre med, et skilt gerne bøjet i blinkende neon  så det også kan ses ved nattetide, men undgå helst farverne grøn og rød.

Der var meget strøm i havnen, da vi ankom, så vi måtte starte forfra for at komme ind mellem pælene og der stod da også en venlig tysker som hjalp os med fortøjningen.

Havnen er stor og rigtig god med masser af plads til at komme ind, in the boks.

faciliteterne var helt i top. Der var også  god  underholdning med kapsejladser . Jeg tror at der var omkring 150 optimistjoller der stod ud for at dyste. Det var et herligt og livsbekræftende syn  med alle de unge mennesker.

D. 20. juni kl. 8.30 gik turen videre til Kongebro havn som ligger imellem den gamle- og nye Lillebæltsbro der var vi kl. 16.30.

Havnen er ret lille og man lå bare og ventede på at togene, som larmede ret forfærdeligt, skulle falde ned så man kunne få lidt nattero. Nå, men så galt gik det heldigvis ikke.

D. 22. juni var vi, larmen til trods, så udhvilet at vi kl. 7.30 sejlede videre mod  Grenå. Vejret så ellers tilforladeligt ud, men da vi var kommet fri af land viste det sig, at vinden  godt ville lege med, med en god frisk vestenvind. Dorrit som allerede havde indtaget sin faste plads på gulvet i kahytten, rejste sig ind imellem for at ”nyde” udsigten, men da bølgerne så ualmindelig grumme og store ud, når man så agterud, blev det kun til et hurtigt kik.

Da vi var ud for Endelave tabte motoren  pusten og omdrejningerne på skruen var på hurtig nedafgående. Gode råd var dyre, men et Pan pan over radioen kunne godt blive endnu dyrere, så da Jylland  så ud til at være tættest på, vendte vi skuden for at komme tilbage. Jeg indså dog hurtigt, at gå mod bølgerne ikke kunne lade sig gøre, derfor satte vi kursen imod Endelave i håb om at komme lidt i læ. Motoren nægtede efterhånden at yde noget som helst mere og gik i stå.

Der var kun et at gøre og det var at sætte sejl. Problemet var bare, at wiren til sejlet havde jeg afmonteret og bundet op et sted hvor det ikke kunne ødelægge nattesøvnen ved at banke løs på masten. Altså måtte jeg overdrage rat og skipperansvar til min hustru, forhåbentligt kun midlertidigt, kasketten ville hun ikke have på. Der var desværre ikke noget med at hun ville tilbyde sig, så jeg kontrollerede at  min ”livsforsikring” sad som den skulle og med et reb til at binde mig fast til stormasten kravlede jeg forud  for at montere wiren til sejlet.  Desværre kom der en bølge som gjorde, at jeg måtte slippe hvad jeg havde i hænderne for at hage mig fast til masten.

Det var et underligt syn at se wiren drøne, først den ene- og derefter den anden vej, omkring masten lidt uden for min rækkevidde, så  jeg returnerede tilbage til min skipperassistent medens jeg sendte en tanke hjem til dejlige mennesker i Havnsø (Ole og John) som allerede én gang inden vi skulle af sted hjalp mig med at hente wiren ned, som ved et ”uheld” (jeg hev i det forkerte fald) var røget til tops. Samtidig besluttede jeg, at ingen nogensinde skulle høre om min gentagelse, men har nu indset at jeg har en kone som ikke kan holde sin kæft når det drejer sig om nyheder, så derfor kan jeg jo lige så godt indrømme – Nå for søren, det var jo blot én enkelt fejl.

Nå, for at gøre historien kort så fik vi møvet os ind i bugten ved Endelave ved hjælp af Fokken og vi smed så det store anker. Til drilagtige sjæle kan jeg meddele, at jeg huskede at binde ankeret fast til skibet, denne gang.

Da dette ikke kunne holde røg det lille anker også af sted over rælingen.

Desværre kunne vi ikke komme i læ af øen da strømforholdene var underlige og aldeles ikke ville samarbejde på nogen måde så vi måtte bare videre.

Efter igen at have overtaget  myndigheden besluttede jeg, at jeg nok blev nødt til at  kalde hjælp, men forinden ville jeg lige prøve at starte motoren igen – Jeg drejede nøglen og den startede.

Atter engang ud på dækket og op med begge anker og det var svært skal jeg lige sige. --

Motoren kørte indtil vi nåede 4 sm fra samsø, men heldigvis nåede vi for nedsat kraft til Kolby Kås.

Det viste sig senere at oliefilteret trak falsk luft ind igennem en løs topskrue -  Pu ha, men jeg sendte alligevel et venligt smil op til den genstridige wirer der oppe.

Havnen er ikke noget at snakke om den er meget urolig, en rigtig skodhavn hvor man også skulle betale for vandet på molen, men pragtfuld som nødhavn hvis nogen sku--–

D 23. dagen efter gik det mod Mårup på Nordsamsø, en kort tur på  godt 1 time det var en  forholdsvis god og rolig havn.

Ind i havnen kom  også en sejlende franskmand der troede at han kunne lægge ind for enden af molen ved at springe i land og så hage sig fast til agterenden medens han lige ordne trossen, men den gik altså ikke den der med at holde båd med hænderne og samtidig holde forbindelsen til land med hænder og tæer, han blev bare længere og længere. Da der ikke var mere at gøre godt med, røg han direkte i baljen og så måtte lillemor stoppe motoren og derefter se at få monteret badestigen så manden kunne komme ombord igen, da dette viste sig at være umuligt ved egen hjælp.

Nu bliver jeg så nødt til at gå let hen over en masse ting for ellers bliver dette alt for langt, men Grenå og Ballen holder  jeg mig langt væk fra i Juli måned, man skal i hvert tilfælde ikke lægge sig langskibs for så kommer alle tyskerne og lægger sig uden på, og trafikken foregår hele aftenen igennem i hård strækmarch hen over dækket. Blot en lille sjov ting fra Grenå - En mega stor norsk Prinsessebåd  lagde til og ud steg en familie. Alle kom i land godt svedig, men til trods for at der 20 m længere hende var fine badeforhold så stillede nordmanden sig op og tog bad med vandslangen. Da den havde fået turen  hele vejen rundt, også nede i bukserne både for og bag med sæbe og det hele, kom en søvndrukken og intet anende ung mand også i land.

Nordmanden, som  nu stod og triumferede, over sin stank af renlighed, tog nu den søvnige ungersvend i hoved og røv og smed ham direkte i havnen, og det helt uden at tage hensyn til, at drengen havde sin mobiltelefon med i lommen.

Det synes jeg var rigtig-grimt - gjort. Han råbte da også en hel masse på sit klingende norske.

Mariager Fjord er noget helt særligt og en meget smuk tur, men kan sagtens udvikle sig til noget meget farligt, fordi den første tredjedel er der en afmærket sejlrende som snor sig fra side til side igennem et langt stykke. Jeg havde imidlertid ikke opdaget at den var holdet op med at sno sig,

og der stod også nogle Køer, samt nogle turister på udflugt på den anden side som jeg fejlagtigt sejlede over imod og det skulle jeg aldrig have gjort. ---

Dorrit sagde efterfølgende at hun havde sagt at jeg skulle have været lige ud, men en god skipper har et ansvar og følger sine egne valg og lade sig ikke distrahere af  ”upassende tilråb”  fra alle mulige, det ville jeg sikkert få medhold i af  Kaptajnskommandør Johnny Balsved og  for nyligt udnævnte hr. Admiral Ib Andersen. I hvert tilfælde (ville) jeg ikke hørt noget som helst.

Desværre gav ekkoloddet min kone ret, for pludselig gav den op og vi stod sikkert og godt på sandbunden. Da jeg hurtigt frafaldt tanken om at bede Dorrit om at hoppe i for at skubbe os fri, fandt jeg selvfølgelig selv løsningen. Kiloerne måtte op foran, og  da hun for én gangs skyld var mig lydig, lykkedes det mig at få stævnen ud af mod åbent vand  og vi kom fri, takket være min snarrådighed.

Og jeg bukkede selvfølgelig pænt  under klapsalverne fra land – Sådan.

Vi havde valgt den forkerte havn, ved Hadsund, men det gode var så, at den var gratis for der var hverken havnefoged eller kuverter til betaling. Bad  kostede os ikke en krone, der var ikke noget.  

Efter en overnatning ved Hadsund,  passerede vi broen som bliver åbnet hver hele og halve time fra solopgang til solnedgang hvis brovagten gider og da han gad (vi ventede 1 time) sejlede vi videre helt op i bunden ved Hobro.

En god lille havn.

Formanden dér  tilbød at låne mig sin bådsmandsstol   efter længe at have set på, at jeg med bådshagen og en påmonteret fiskestang med fiskekrog havde forsøg at få fat i den fordømte wire oppe i toppen. En flinker mand.

Min kone havde været i Hobro før og ville vise mig et traktørsted som skulle ligge så smukt.

De indfødte fortalte os, at vi bare skulle følge naturstien  ca. 4 km. Det gjorde vi så, men da vi stadig efter 3 timer ikke havde vores mål i sigte, gik det op for os at det nok var den forkerte natursti, vi havde valgt. Da vi skulle tilbage blev vi enige om at vi ville følge fjordbredden, for havnen lå jo lige der henne kunne vi se nede fra bredden.

For den skarpsynede var det kun lidt svært at se trædestien som førte os over og under den ene indhegning, med køer og deres afføring, efter den anden.

Pludselig havde vi et problem, fordi jeg, som foruden at være sømand, også som dreng én gang havde hjulpet en landmand med dyrene, jeg kunne se at det vi nu havde forvildet os ind til, ikke  var køer men ungtyre, så det var ikke problemet. Problemet opstod først da vi kom om på den anden side af  busken,  for 2 m fra os stod ”den gamle”

ham med ringen i næsen og strittende ting både her og der, og så meget interesseret ud.

At løbe fra en tyr skal man ikke begynde på, før man altså er i nød, og da slet ikke Dorrit som er så dårlig til bens, det ville tyren vel blot tage som en kærkommen opfordring, så jeg sagde til Dorrit, at nu skulle hun bare gå stille og roligt videre og for alt i verden lade være med at kikke den i øjnene for det ville nok ikke være så godt, og hvis den ellers ville noget, så skulle jeg nok ordne det. --

Aldrig, har jeg set hende gå så langsomt så hurtigt.  

Jeg kom da også i så god tid ud af  indhegningen, så jeg fik nogle gode billeder af Dorrit da hun endelig kom over.

Heldigvis var tyren i sit gode lune denne dag - Den var vel også jyde.     

Mariager er også et besøg værd. Desværre var der havnefest da vi ankom lige over på den modsatte mole.

Bare forestil jer 3 forskellige musikarter på samme tid, medens en engelsk guitarspiller forsøgte at trænge igennem – FRYGTELIGT. Nå vi havde en anden aftale så vi blev der i 5 dage.

Den kvindelige stressede deltids havnefoged stod der hver morgen og aften og kunne ikke finde ud af, at vi havde betalt for alle dagene, så når hun bankede på så stak jeg bare hånden op og så gik hun videre, mens hun sagde ”Nå ja”.

Vi var i de godt 4 uger, vi var af sted, i 13 forskellige havne.

Jo, jeg skal lige advare om Randers Fjord. Husk at komme godt fri af land  inden den afmærkede indsejling anduves. Lad være med at tro, at man bare kan gå direkte ind for der ligger farlige ting og sager som kun  venter på at du skyder genvej hen over dem, jeg taler af erfaring.

Vi oplevede også hvad krapsø var og det var en underlig oplevelse.  Vi  var for indadgående, i sejlrenden, medens der fra fjorden var skift fra flod til ebbe, og strømmen ud lå mellem normalt 3 – 5 knob, jeg tror at vi oplevede de 5 kn. så der var nok at se til med at styre og holde sig fri.

Samtidig havde vi pæn bølgegang med ind over, det føltes som om vi hang fast og var helt prisgivet strømmenes magt.   

Vi sejlede hjemover fra Norsminde, ved Odder, lørdag d. 16. juli. Starten gik kl. 7 med en fin vind fra vest, men da vi nærmede os Sejerø var det blæst kraftigt op (14 -16 ms) så vi måtte øst om øen for at komme i læ og sikkert hjem. Men havnefesten i Havnsø

var stormet væk så telt, borde og stole var fløjet rundt. Vi havde

selv svært ved at komme på plads i havnen fordi der lå en anden båd på vores plads, så vi blev blæst helt ud igen og måtte lægge

til et andet sted.

Vi var hjemme kl. 14 efter en pragtfuld sejlerferie med for det meste stille vejr  og udsyn til Sæler og Marsvin som nogle gange svømmede med os.

Dorrit og Walther